DK | EN

120 år er ingen alder: den 28. februar havde Meyland-smith 120-års jubilæum

Fra cykler, over kørestole, til gangvogne – fællesnævneren har dog altid været at sikre mobilitet til mennesker med funktionsnedsættelse.

I 1901, da Meyland-smith startede, var kædedrevne cykler et forholdsvist nyt og populært transportmiddel – og virksomheden lagde sig i selen for at levere kvalitetscykler til de cykelglade danskere. I slutning af 1920’erne begyndte de også at tilpasse cykler og knallerter til mennesker med funktionsnedsættelser, og dermed så de første danske hjælpemidler dagens lys.

Opfindsomheden var stor i mellemkrigsårene, hvor manglen på ressourcer bl.a. resulterede i, at man satte hjul på almindelige stole og derved kunne bruge dem som kørestole. Et lysende eksempel kan ses i tv-serien Matador, hvor selveste Fru Fernando Møhge sidder i en ægte Meyland-smith-kørestol.

For et år siden blev Meyland-smith opkøbt af Vermund Larsen A/S (VELA). Meyland-smith producerer stadig kvalitetshjælpemidler, der sælges igennem Vermund Larsen A/S’ salgsorganisation.

Fokus på gangvogne til børn og voksne

I dag producerer vi kun de originale Meywalk gangvogne, som blev opfundet af Meyland-smiths tidligere ejer. Hans yngste datter havde Cerebral parese (CP), som er spastisk lammelse, og hun havde brug for et hjælpemiddel til at komme op at stå og gå. Da det ikke fandtes, så opfandt han det selv i samarbejde med Rigshospitalet og institutionen Karens Minde i Valby.

Det blev byggestenen for den nuværende serie af VELA Meywalk, som i dag hjælper både børn og voksne med funktionsnedsættelse til en bedre og mere aktiv hverdag med bevægelse.

Fysisk aktivitet til alle

Der hersker ingen tvivl om, at fysisk aktivitet er noget af det vigtigste for et menneskes sundhed. Derfor ser fremtidsudsigterne lyse ud:

”Vi fortsætter med at udvikle gangvogne, så mennesker med funktionsnedsættelser, senskader eller som blot er oppe i alderen har mulighed for at være aktive på deres egne præmisser. Aktivitet og selvhjulpenhed giver livskvalitet, og det er hvad VELA står for”, udtaler Per Buus, CEO, Vermund Larsen A/S.

Ja, 120 år er ingen alder!

Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System